Hvide chokoladetrøfler med lime, hindbær og pistacie

Passionsfrugtmousse med mango, kokos og sort sesam

Kugle af passionsfrugtmousse, midte af mangokompot og lime og kokosbund med sort sesam, som er overtrukket med hvid chokolade glaze – pyntet med blade af spiselige blomster.

Ingredienser
4 stk.

Mangokompot med lime:
75 g. Mango
1/4 dl. Vand
1 tsk. Sukker
1 Blad husblas
Skal fra 1/3 Lime

Kokosbund med sort sesam:
50 g. Smør (stuetemperatur)
100 g. Sukker
100 g. Hvedemel
1 dl. Yoghurt naturel
1/2 tsk. Bagepulver
1 Æg
1 Knivspids salt
25 g. Ristet kokosmel
2 spsk. Sort sesam

Passionsfrugtmousse:
8 Passionsfrugter
Saft fra 1/4 citron
2 Blade husblas
50 g. Sukker
1,5 dl. Fløde
1/2 dl. Neutral yoghurt

Glaze:
7,5 Blade husblas
185 g. Sukker
1,5 dl. Sødmælk
125 g. Glykosesirup
185 g. Hvid chokolade

Pynt:
Spiselige blomster

Fremgangsmåde
Mangokompot med lime:
Udblød husblas i koldt vand.
Skær mango ud i små tern. Kom dem i en kasserolle med vand og sukker.
Lad det koge sammen til en kompot ved middel varme og rør herefter husblas ud heri. Riv limeskal i kompotten.
Fordel det i formen og sæt på frost.
Når de er frosne sættes halvkuglerne af mangokompot sammen til en kugle. Det kan gøres ved at bruge varmen fra dine fingre, som køres på den flade side af halvkuglerne, så de kan “klistre” sammen til en kugle.
Det samme gøres ved lukningen rundt om kuglen.
Mangokompot kuglerne kommes i passionsfrugtmoussen.

Kokosbund med sort sesam:
Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Pisk herefter æg i. Tilsæt yoghurt.
Bland mel, bagepulver og salt sammen. Sigt det i massen og rør det sammen.
Rist kokos på en pande til det bliver gyldent og vend det herefter i dejen.
Beklæd en lille firkantet form (feks. et lille lasagnefad) med bagepapir og fyld kagemassen i. Bag den ved 180 grader i ca. 20 min. Lad den herefter køle af. Udstik bunde med en udstikker på 4 cm.
*OBS – der vil være en del spild på denne bund, men det er svært at lave en kage i mindre mængde en dette. Du kan derfor sagtens bruge opskriften på denne bund til mere end 4 personer.

Passionsfrugtmousse:
Udblød husblas i koldt vand.
 Kog passionsfrugt fyld, sukker og citronsaft op.
Kom det i en si og tryk saft gennem, så kerner bliver sorteret fra. Sæt saften tilbage på blusset og smelt husblas heri. Lad det køle ned.
Imens piskes en let flødeskum, som vendes med den afkølede passionsfrugtsaft og yoghurt.
Fyld formen op med passionsfrugtmousse, men ikke helt til kanten, da der skal være plads til bunden.
Først kommes en kugle af mangokompot i hver og til sidst lukkes den med en af de udstukne bunde.
Sættes på frost natten over.

Glaze:
Udblød husblas.
Kom sukker, sødmælk og glykose i en gryde. Bring det i kog under omrøring.
Tag gryden af varmen of smelt husblas heri.
Hak chokolade fint og kom det i et højt litermål. Hæld den varme husblasblanding over og lad det stå et minut eller to, så chokoladen smelter.
Før nu en stavblender langsomt ned og blend til glazen er helt jævn. Tag stavblender langsomt op. Dæk med film helt ned til glazen. Afkøl den til 30 -32 grader og hæld over de frosne moussekugler.
*OBS – ligesom bunden, er det svært at lave glazen i mindre mål, så her vil du også have til mere end desserten. Ellers kan glazen gemmes på køl og varmes op igen, og bruges til en anden dessert.

Pynt de glazede moussekugler med blade af spiselige blomster i forskellige farver.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvide chokoladetrøfler med lime, hindbær og pistacie