Grøntsags bowl med bagt laks og sesamfrø

Cheesecake med ribs og hvid chokolade

Cheesecake er nok den kage jeg har lavet flest gange og i flest forskellige versioner.
Da jeg en dag i sommer fik en stor pose ribs med fra min mors have, fik jeg hurtigt en idé om, at jeg skulle prøve at lave en cheesecake med dem. Jeg forestillede mig, at det ville se mega fint ud med de små runde, røde bær i den hvide flødeostcreme. For at kagen ikke blev for syrlig, skulle den have modspil af den søde hvide chokolade. Og i kiksebunden har jeg tilføjet lidt mandler. Alt i alt endte det med at blive endnu en skøn cheesecake.

 

Ingredienser

Bund:
200 g. Digestive
50 g. Mandler
115 g. Smør

Flødeostcreme:
200 g. Flødeost
50 g. Flormelis
3 dl. Fløde
150 g. Hvid chokolade
3 Blade husblas
Korn fra en vaniljestang
Saft og skal fra 1/2 øko citron
225 g. Ribs

Pynt:
Ribs og hvid chokolade

 

Fremgangsmåde

Bund:
Blend kiks og mandler i en minihakker. Imens smeltes smørret ved lav varme.
Bland det smeltede smør i og rør godt sammen til en ensartet masse. Sæt bagepapir fast i bunden af en springform (min er 20 cm. i diameter), og beklæd den med kageplast. Fordel herefter kiksemassen. Tryk lidt op ad siderne på formen. Sæt formen i køleskabet, imens du laver flødeostcremen.

Hvid chokolade flødeostcreme:
Udblød husblas i koldt vand.
Smelt den hvide chokolade og lad den køle af til den er fingervarm.
Imens piskes flødeost, flormelis, vanilje og citronskal sammen i en skål. Vend den hvide chokolade i flødeostcremen lidt ad gangen.
Citronsaft lunes ved lav varme i en kasserolle. Smelt husblas i den lune citronsaft, og rør det i blandingen. Pisk en let flødeskum, og vend det forsigtigt sammen med flødeostmassen. Til sidst vendes ribs i, massen puttes i formen og sættes på køl i nogle timer – gerne natten over.
Inden kagen serveres pyntes den med en masse ribs og lidt hvid chokolade.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grøntsags bowl med bagt laks og sesamfrø